Det er en både rig og fornem lille bog, Rifbjerg-læserne her får. Bogen er blevet til på opfordring: skriv en bog om en person eller en begivenhed, der har haft betydning for dig i forrige århundrede. Rifbjerg valgte at skrive om det for ham mest centrale, huset på Amager, barndomshjemmet. Men derfor banker historien og Besættelsen alligevel på undervejs: " (...) Hitler og Mussolini og Stalin og Franco har redet overskrævs på tagrygningen (...)". Vi kommer huset igennem fra kælder til kvist, ud i alle kroge, ud i haven, overalt, de korte kapitler hedder f.eks. Lågen, Herreværelset, Pigeværelset. Overalt husker Rifbjerg detaljerne, han anskueliggør, levendegør i et dæmpet, men ladet sprog, hvor det underforståede spiller med og gør realismen til langt mere end realisme. Der er mange gange de voksnes sære verden med dens sprog og spil som barnet fornemmer men ikke forstår. Der er kriserne, døden. Og der er erotikken, fantasierne og "stykket med bart" mellem strømpekant og trusser. Kapitlerne om et par af trapperne slår over i digte. Det er en barndom til konfirmationen, og det er huset, der nu står og kan ses. Det er Rifbjerg når han er bedst.