Bøger / skønlitteratur til børn / roman

JuleFandens hævn : en kalenderbog for rigtige møgunger


Beskrivelse


Den 14-årige Mikkel og hans lillesøster, den 10-årige Kia får sig en ubehagelig overraskelse den 1. december, hvor de skal se, hvad deres forældre har givet dem i kalendergave. En grim hjemmelavet dukke og en håndfuld indtørrede frø var ikke lige, hvad de havde ventet. Men det skulle blive værre endnu, og snart var alt kaos og rædsel.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. sep. 2016

af

af

Vera Hollerup

d. 22. sep. 2016

Vildt spændende og anderledes julekalender-bog for 10-14-årige. En lidt uhyggelig julebog om jagten på julefanden og den forsvundne jul i en kaotisk og mareridtsagtig julemåned. Ikke for små sarte sjæle!.

Forfatteren har en lang produktion bag sig af børne- og ungdomsbøger - især gys og science fiction. Denne gyser-julekalenderbog er som sædvanligt inddelt i 24 afsnit. Det går helt galt i december måned, der ellers skulle være en hyggelig og rar måned med julepynt, risengrød og klejner. Den 14-årige Mikkel og hans 10-årige lillesøster, Kia, står op en tidlig morgen den første dag i december og er virkeligt spændte på, hvad deres forældre har puttet i deres ophængte julestrømper. Men gaverne er underlige og ikke særligt rare. Forældrene kender dog intet til gaverne. Nogle mystiske havenisser dukker op og opfører sig underligt, og snart er hele kvarteret i kaos. Ting bliver stjålet, ombyttet og ødelagt, og julestemningen er omdannet til skræk og rædsel.

Det er en original og sjov ide at lade julenisserne afløse af groteske og dæmoniske væsener. Løjerne udvikler sig i rasende tempo. Handlingen er både sjov, spændende og lidt uhyggelig. Det er forfatteren selv, der har tegnet den flotte forside og de mange sort-hvide illustrationer inde i bogen. Tegningerne er stemningsfulde og tilpas groteske og supplerer teksten på bedste vis. God juleunderholdning.

Forfatteren har også skrevet kalenderbogen: Kalles juleeventyr, men den henvender sig til en yngre læsergruppe.