Til alle kartoffelelskere. Vil være oplagt at formidle nu, hvor de nye kartofler er kommet i handlen. Kille Enna er en velkendt og elsket kogebogsforfatter, og bogen vil uden tvivl få pæne udlånstal ligesom de forrige.
KE har dyrket og smagt 32 forskellige kartoffelsorter. Bogen beskriver dette eksperiment og indeholder også 80 moderne opskrifter med kartofler. Hver sort beskrives med udseende, smag og anvendelse, og der er medfølgende illustrationer. Bogen er traditionel i den forstand, at der er opskrift og et medfølgende appetitligt billede på hvert opslag. Kapitlerne er inddelt efter tilberedningsmetode og ind imellem kapitler om kartoflens historie, dyrkning, høst og opbevaring og beskrivelse af Nordisk Genbank som har leveret de 32 sorter. KE formår at skabe opskrifter som på én gang er velkendte og nyskabende - fx er der mange opskrifter med mos, men alligevel er de øvrige ingredienser i retten nogle, som ikke traditionelt forbindes hermed.
Der findes adskillige kogebøger, der udelukkende beskæftiger sig med kartoffelretter, den nyeste er dog fra 2005, så lidt ny inspiration er tiltrængt. Jeg kender ingen der går lige så meget i dybden omkring valg af sorter, konsistens og dyrkning.
Et overflødighedshorn af spændende opskrifter for kartoffelelskere og erfarne køkkenskrivere. De, der leder efter opskriften på flødekartofler og lignende, vil dog gå forgæves. KE's passion for kartofler skinner igennem, og det gør bogen interessant og læseværdig.