Med samme velkendte og nydelige layout, der kendetegner seriens Kender du Føroyar - Færøerne? (98/14) og Kender du Kalaallit Nunaat - Grønland? (96/44), kommer her endnu en fagbilledbog om børn i Vietnam. Med drengen Ba som fortæller beskrives Vietnam i 16 afsnit, der hver dækker over et opslag. Forrest er der en række faktaoplysninger samt et konturkort, der placerer Vietnam på verdenskortet. I causerende stil fortælles om dagligdagen, markedet, religionen, skolegangen samt nogle historiske betragtninger om forholdet mellem Vietnam og omverdenen. Desuden er der afsnit om det familiemæssige og relationer til udenlands-vietnamesere. Den sprogligt let tilgængelige, personlige fortællestil smitter også af i holdningen til nogle af de historiske personer fra det tidl. Syd-vietnam, der beskrives som onde. Bogen, der tidligst kan selvlæses fra 4. kl pga. en del tekst, kan indgå i et tværfagligt emnearbejde om børn i fremmede lande. Titlen ligger på linje med Gardes Barn - i Vietnam (95/23), og den kan supplere Blays Bøfler og bambusskud : børn i Vietnam (95/49).