Man siger, trolde kan læse øjne : en fortælling

Selvbiografisk roman med et budskab om vigtigheden af at sige tingene lige ud. Forfatteren er hårdt ramt af skæbnen, men han har et optimistisk, fremadrettet syn på tilværelsen. Fortællingen om hans opvækst og liv i det sidste halve århundrede henvender sig bredt til alle voksne læsere, men har lidt privat karakter. De usagte ord er en mærkesag for forfatteren og gennemgående i bogen. Bagsideteksten handler kun om det. Bogen henvender sig mere til læsere af Virkelighedens verden end litterære romaner.

Den 52-årige forfatter er folkeskolelærer, men rammes som ung af sclerose og bliver kørestolsbruger. Han har tidligere skrevet Handiguide Europa om storbyferie for kørestolsbrugere og børnebogen Stjernedrys. Romanen består overvejende af samtaler mellem fortælleren og hans barnebarn på 9 år og med hans datter. Han fortæller episoder fra barndommen, mødet med sin kone og deres liv i forskellige kollektiver. Vi hører også om bilulykken, hvor fortællerens kone og deres søn dør. Datterens andet barn er død én måned gammel, og dette barn forties for søsteren, men med fortællerens mellemkomst kommer der ord på det usagte, og familiens følelsesmæssige konflikt bedres. Sproget er velfungerende, men uden de store litterære kvaliteter.

Triologien Berlinerpoplerne handler også om fortielser i familien, men er på et litterært langt højere niveau.

Familiehistorie i romanform med et sympatisk medmenneskeligt engagement i følelsesmæssig kommunikation.

Læs hele vurderingen