Ny serie Dage der rystede verden. På en spændende og lettilgængelig måde fortæller forfatteren om mordet på John F. Kennedy. Den første del af bogen er en beskrivelse af præsidenten, hans personlighed, valgkampen og de problemer, han blev konfronteret med som præsident. De vigtigste: Martin Luther Kings kamp for borgerrettighederne, invasionen i Svinebugten, Cuba-krisen og Berlinmuren bliver kort beskrevet i hver deres kapitel. Herefter en beskrivelse af mordet, hvordan dagen forløb fra ankomsten til Dallas til de fatale skud og de dramatiske begivenheder, der fulgte. Derpå følger kapitler om Lee Harvey Oswald, Jack Ruby og Kennedys begravelse. Sidste del af bogen beskriver de forskellige teorier om mordet og tiden efter Kennedy. Der er også et kapitel om mordet på Robert Kennedy. Sidst i bogen ordliste, lille litteraturliste, internetadresser, tidslinie og stikord. Det hele er illustreret med masser af billeder i sort/hvid og farver. Den interessante bog er for børn og unge fra ca. 12 år. For samme aldersklasse udkom for nylig Mysteriet om John F. Kennedy, i serien Mysteriet om. Nærværende bog har flere og flottere billeder, men teksten virker mere gennemarbejdet og koncentreret i Mysteriet om-titlen. De 2 bøger kan fint supplere hinanden.