Der er en relativt smal målgruppe af læsere, som interesserer sig for begrebet "folkelighed" og debatten om samme. Kan bruges som supplerende materiale fx til en større opgave om folkelighed som udtryk for en kulturel strømning. Fra og med godt gymnasieniveau.
Stræde er tidligere højskolelærer og leder af en kultur- og fritidsforvaltning. Han har skrevet en lang række bøger, senest fra 2010 En romansk landsbykirke i ord og billeder, der afslutter en trilogi. At han brænder for det folkelige engagement er man ikke i tvivl om i hans nye bog. Bogen er både historisk reflekterende, fx om højskolernes betydning, og aktuelt debatskabende om folkelighedens vilkår i vores teknologiske verden. Bogen har overskrifter som "Frihed", "Fællesskab" og "Den folkelige baggrund". Under sidstnævnte temaoverskrift er naturligvis et afsnit om "Højskolens betydning". Her fortæller Johs. Stræde bl.a. om det, han kalder "det nye bagland", som fx består af voksne og ældre på 14-dages-højskoleophold. I et afsluttende afsnit: "Refleksion og eftertanke" skriver han bl.a.: "Vor stund på jorden kan kun leves i et sandt jeg-du-forhold og kun deri findes muligheder ved det så dyrebare livs afslutning.".
Andet om emnet, men med en noget anden vinkel er fx Poul Engbergs Nationalisme eller folke-lighed eller en anden bog af Stræde Svanesang - en fortælling om bondekultur og folkelighed.
Tankevækkende debatskabende bog om folkelighed, der dog har en noget smal målgruppe.