Bøger / faglitteratur til børn

Riddere og borge : en fortælling fra middelalderen


Beskrivelse


Gennem Thomas der reddes fra en belejret, borg, og senere ender som ridder og borgherre, hører man om livet i middelalderen, herunder om riddere og borge, livet i landsbyen samt nutidens borgruiner. Med farvefotos og tegninger.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. feb. 1999

af

af

Karsten Boll (skole)

d. 19. feb. 1999

Denne spændende bog er fra en ny serie i 4 sværhedsgrader i farverne rød, grøn, blå og sort. Denne tilhører Sort serie og henvender sig til sikre læsere fra 8-10 år. Faktionsfortællingen, der er rammen om indholdet, falder som 4 uddrag af personen Thomas' liv. I første del reddes den spæde Thomas af barnepigen fra belejringen og ødelæggelsen af faderens borg. Anden del fortæller om Thomas' opvækst og "uddannelse" til ridder via en tid som page. Tredje del omhandler hans første ridderturnering og 4. og sidste del bygningen af Sir Thomas' egen borg. Via den fiktive historie at formidle viden om emnet samtidig med at skulle virke som læsetræningsmateriale. Ideen er udmærket og emnet i sig selv er fængende. Bogen er med til at dække behovet for lette fagbøger for de yngste klassetrin. Eneste anke: stavelsesdelingen kun er gennemført ved sammensatte ord fx u-råd, hvorimod et ord som "fjendtlig" ikke er delt. Teksten er sat med store, læsevenlige typer og åben sats. Illustrationerne er overvejende farvetegninger med enkelte fotos. Bogen kan indgå i et fagligt læsekursus såvel som i et tværfagligt emne fra 3. kl. Forfatteren kendes bl.a. fra Værd at vide om dinosaurer (98/41) og Jumbojetten og andre lufthavnsmaskiner (97/20).


Bibliotekernes vurdering

d. 19. feb. 1999

af

af

Bo Knudsen

d. 19. feb. 1999

I en ny fagbogsserie, der er lavet med henblik på læseudvikling, er denne i Sort serie for børn fra 8-10 år. Layoutet er fængende og typisk Dorling Kindersley med store tegninger, fritskårne farvefotos og udsnit af gl. malerier. Historien er sat med store typer, mens billed- og faktateksten er med mindre typer. Der er en gennemgående historie om drengen Thomas, der reddes fra en belejret borg, for til sidst selv at ende som ridder og borgherre. Jeg ser det som et slags skelet, der sikrer, at bogen på en naturlig måde kommer rundt om emnet, for som historie fungerer den ikke godt. Thomas forbliver en skabelon, så det er emnet, der skal fastholde læseren. Og emnet er jo populært hos de 8-10-årige drenge. De fleste 8-årige skal anstrenge sig meget, for at få det hele med, men det er også forlagets idé. Formålet med bøgerne og lidt teori om læseindlæring er forklaret på bagsiden og i det forældrerettede forord. Som mellemting mellem letlæsningsbog og bladrefagbog tror jeg, den vil opfylde forlagets mål. Til selvstudium tror jeg imidlertid mere på en af de rene bladrefagbøger som fx den lidt sværere Verdens bedste bog om borge af Philip Steele fra 1995.