For denne roman om Esaias Tegnér var forfatteren indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2002. Stewe Claeson er en af de meget anerkendte svenske forfattere med en lang række værker bag sig, men dette er den første oversættelse til dansk. Tegnér var 1800-tallets helt store nationalromantiske digter i Sverige, og desuden var han bl.a. biskop i Växjö og medlem af Rigsdagen. Romanen fokuserer på 2 perioder i hans liv, perioder som ligger efter hans glansperiode, og fortællingen veksler hele tiden. I 1834, hvor den 51-årige digter bliver forelsket i den meget yngre Emili og så årene 1840-41, hvor han er indlagt på en nerveklinik i nærheden af Slesvig til behandling for depression. Det er Tegnérs selv der fortæller i 1834, mens det er patientjournalerne, der fortæller om ham, mens han er indlagt. Over hele romanen er der en tone af tristhed og desillusion, det er en halvgammel mand, der fortæller. Han er plaget af mavebesvær og andre fysiske skavanker, han er træt af de mange officielle pligter og han både skammer sig over forholdet til Emili og kan samtidig slet ikke undvære hende. Det spædende og vellykkede ved denne roman er de mange meget gode tidsbilleder, og så den fine humor, der trods alt er, men samtidig synes jeg den ind imellem er lidt lang med mange filosofiske og teologiske samtaler over lange måltider.