Dette er ikke bare endnu en dessertbog; det er en virkelig lækker bog der taler til alle sanser. Først blev jeg fanget af en flot forside i stærk pink med en skøn frugtopsats på. Dernæst de dejlige illustrationer, en blanding af farvefotos af frugter, desserter, farvestrålende emballage og gamle tegninger; originalt og smukt. Blandt opskrifterne er der både gammeldags og nyt, kendt og ukendt. De er forholdsvis enkle og afslappede og meget appetitvækkende. Desserterne er hovedsageligt baseret på frugter opdelt i bær, stenfrugter, æbler, nødder osv., foruden afsnit om mælk, fløde og oste, små sprøde kager og smagstilsætninger. Som indledning til hvert afsnit fortæller forfatteren om frugten og kommer med sin mening om økologi, sæsonbestemte indkøb og meget andet. Camilla Plum virker ikke frelst men hylder selvfølgelig det synspunkt at man skal bruge årstidens frugter, danske frugter når de er til at få; og så i øvrigt købe økologisk når det er muligt. Vi mangler ikke dessertbøger men denne hører til i den gode ende, og kan bruges både til lystlæsning og dessertfremstilling.