Hovedpersonen i denne bog er en rigtig sømand. Født 1920 i Nyborg i en gammel sømandsslægt. Til søs som fjortenårig og herefter 55 år på havet som kokkedreng, letmatros, matros, styrmand og kaptajn, en periode endda på eget skib. Hele historien fortælles stilfærdigt og sagligt og giver et godt indblik i livet på de store sejlskibe, beskriver tilværelsen som menig sømand og forholdene i en typisk sømandsfamilie - og der krydres med spændende begivenheder og kommentarer fra en mand, der har erfaringer fra alle poster på et skib og fra en aktiv indsats i modstandsbevægelsen. Nils-Erik Løkkebøs fortælling er et stykke dansk skibsfarthistorie, der beskriver forholdene på mange skibstyper i både de indre farvande og på de store have i en periode, hvor der skete store forandringer i forholdene for søens folk. I forvejen er erindringslitteraturen godt bestykket med sømandserindringer, men der vil garanteret stadig være læsere til denne velfortalte livshistorie fra en fuldbefaren sømand, der har tilbragt et helt liv til søs.