Nem, sund og billig hverdagsmad er, hvad de efterhånden mange fattigrøvskogebøger har budt på. Det er også menuen i denne kogebog, som kan bruges i ethvert køkken - også i nybegynderens.
Bogen indeholder opskrifter på hverdagsmad baseret på gode og billige råvarer og er inddelt i brød, forretter, fisk, vegetar, fjerkær, hakket kød, andet kød, grønsagstilbehør, kager og desserter. Alle opskrifter indledes med en enkel liste over ingredienser og en beskrivelse af fremgangsmåde. Der er fotos af samtlige retter og angivelse af, om det er en billig, en mellem eller en lidt dyrere ret. Der er indholdsfortegnelse, men intet register, samt en råvaretabel over gængse varers kJ, og hvad varen koster omregnet til månedsforbrug.
Som altid er fattigrøvens kogebøger renset for modeluner og dikkedakker, hvad angår sprog, ingredienser, fremgangsmåde og udstyr. Som noget nyt er der nu fotos af alle retter, hvilket gør denne kogebog mere indbydende end forgængerne. En enkel og meget anvendelig kogebog, hvor prioriteringen er at bruge mindre kød og flere grønsager, og at rester naturligvis skal bruges i nye retter.
Denne kogebog ligger i forlængelse af fattigrøvens tidligere kogebøger, da den indeholder opdaterede opskrifter udvalgt fra disse, som dog ikke indeholder fotos. Den forrige i rækken er Fattigrøvens sunde opskrifter.