Med hentydningen til Beethovens niende i forrige album, havde man troet, at det også blev den sidste Garfield, så jovist er det surt at skulle kæmpe sig igennem 48 s. med fire strips a trebilleder pr. side, for hverken tegne- eller temamæssigt er der nogen fornyelse at spore. Forf. finder et eller andet emne, det være sig børne-TV, Garfields gummilegetøjshøne, hanshad/kærlighedsforhold til Futte, Harald og mad, der så får alt hvad den kan trække - og så lidt til i stribe efter stribe. En enkelt stribe om dagen var måske til at bære, og kan da også af og tilfå lektøren til at trække på smilebåndet, men et helt hæfte på en gang er næsten ikke til at klare. Læseren får et velkendt produkt, der ikke adskiller sig fra de andre albums ved at være hverkenværre eller bedre, men mon ikke mæthedsgraden for den modbydelige kats meriter efterhånden er ved at være nået. Seriens sprog og humor angiver at målgruppen er unge og voksne.