En hel bog om torsk, der oven i købet har været bestseller i både USA og England? Efter læsningen kan spørgsmålstegnet slettes. Bogen er et stykke flot formidlet kulturhistorie fra vikingetiden til vore dage med torsken som omdrejningspunkt, men sandelig også med oplysninger om en hel del mere. Tørrede torsk var forudsætningen for, at først vikinger og senere flere opdagelsesrejsende kunne have proteinholdig proviant nok ombord til de store afstande. Selv i vore dage har torsken spillet en stor international rolle: fx har de engelsk-islandske torskekrige haft stor afgørelse for fordelingen af havenes kontinentalsokler mellem landene. Bogen starter og slutter i New Foundland, hvor torsken, der altid har været basal for økonomien, er drastisk på retur. Derimellem kommer som sagt en kulturhistorisk beretning fra det sidste årtusinde om fiskeri og levevis og ringen sluttes med mulige forklaringer på torskens kraftige tilbagegang de sidste årtier. Indimellem og bagest en række traditionelle opskrifter (jo, den danske nytårstorsk er med). Forfatteren er kulturhistoriker og kolumne-skriver i dagblade og magasiner. Stilen er flydende causerende og fanger læseren med et emne, man ikke engang vidste, man intet vidste om.