Tværprofessioneltsamarbejde mellem socialrådgivere, pædagoger og lærere om udsatte børn og unge har længe været en vigtig del af professionel praksis. Grunduddannelserne har samtidig skærpet fokus på Det Tværprofessionelle Element, som i dag er en fast del af uddannelsen til pædagog, lærer og socialrådgiver. Denne antologi introducerer den studerende til en række teoretiske perspektiver på tværprofessionelt samarbejde om udsatte børn og unge. Begreber som tværprofessionelt samarbejde, udsathed, børneperspektiv, sporing, radikalisering og overgange behandles grundigt i bogens første del. I bogens anden del præsenterer erfarne praktikere eksempler og cases fra tværprofessionelt samarbejde om udsatte børn og unge i bl.a. boligforeninger, idrætsliv, på det kulturelle område, i det kommunale system og i en række forskellige institutionstyper. Casene repræsenterer forskellige typer af udsathed blandt børn og unge i forskellige aldersgrupper. Bogen retter sig mod Det Tværprofessionelle Element, men kan også anvendes i de øvrige moduler på uddannelserne til socialrådgiver, pædagog og lærer. Der lægges op til kobling, kritisk refleksion og diskussion mellem fagpositioner, og antologien kan derfor bidrage som en fælles reference for studerende ved de tre uddannelser. Desuden er bogen oplagt for institutioner og praktikere som oplæg til inspiration og diskussion af det tværprofessionelle samarbejde om udsathed i praksis.