Andet bind i serien om Holger Munch og Mia Krüger byder på et bestialsk mord i Norge, hvor uglefjer spiller en central rolle. Til læsere af nordiske krimier.
Inde i en skov, på et leje af uglefjer i et pentagram, findes en ung pige myrdet. I munden har hun en hvid blomst. Efterforskningsholdet, ledet af Holger Munch, begynder at trevle sagen op. Og da en computerhacker finder frem til en video med den myrdede pige, skal det gå stærkt: For hvem bliver det næste offer? Samuel Bjørk er et pseudonym for Frode Sander Øien, norsk forfatter og singer/songwriter, med titler som "Speed til frokost" og "Fantastiske Pepsi Love" på sit cv. De 439 sider er fordelt på 80 kapitler.
"Uglen dræber kun om natten" er en effektiv krimi, der fint veksler mellem det spændende plot og de mange detaljer om hovedpersonerne og livet i Oslo. Lignende bøger er der set mange af, men Samuel Bjørk skriver med sikker hånd og makkerparret Munch & Krüger er nogen man har lyst til at læse mere om. Det er kulørt og meget underholdende og Bjørk graver dybt og sikkert i krimiværktøjskassen og finder også plads til okkulte konspirationer og ideer om "det mørke net." Bedre end det første bind i serien.
Der bygges videre på karaktererne fra det første bind Der hænger en engel alene i skoven. Kjetil Try skriver lignende krimier der foregår i Oslo og omegn.