En tragisk begivenhed kaster nyt lys over en gammel familietragedie, der trækker tråde til nutiden og beboerne på et gammelt gods. Vil tiltale et ældre publikum, der ikke ønsker de store overraskelser.
Denne bog bygger videre på Freddy Miltons 13 uger - en kærlighedshistorie, hvor hovedpersonerne Allan og Charlotte første gang møder hinanden. De to er sammen med Charlottes kæreste Erik taget på weekendtur til Bøgelund gods for at deltage i et rollespil. Godset har en blakket fortid med flere dødsfald og spøgelseshistorier knyttet til dets historie og et af mysterierne er blevet omsat til en mordgåde for godsets besøgende. Det lykkes for de 3 at opklare forbrydelsen, men nye spor fører dem videre i mysteriet og pludselig er de alle tre i skudlinjen.
Bogens kapitler skifter mellem de tre hovedpersoners gøren og laden i nutiden og den gamle mordgådes involverede i fortiden. Bogen er relativt velskrevet, men de mange bihistorier og sidespring, der ikke har umiddelbar relevans for de to parallelhistorier sinker handlingen og flowet og gør rammehistorien unødigt lang. Sprogligt virker bogen lidt gammeldags og selvom handlingen foregår i dette årtusind, taler og opfører flere af personerne sig ikke nutidigt.
Det gammeldags sprog og den noget unuancerede personkarakteristik minder om stilen hos fx Morten Korch. Tematisk minder denne om klassiske krimihistorier som Agatha Christie og Georges Simenon, uden dog at være på højde med disse.