Tja, bum-bum hvad har vi egentlig her? En bizar roman, som det for en ellers garvet og alsidig lektør er meget, meget svært at få styr på. Hvor er vi og hvad handler romanen om? Forvirringen er næsten total, men uden tvivl tilsigtet fra forfatterens side. Llambias (født 1964) har tidligere udgivet novellesamlingen Hun har en altan (1996), det postmodernistiske romanprojekt Rådhus (1998) og den mere traditionelle roman Den dag vi blev frie (1998). Nærværende roman er en slags hard core science fiction, hvor navne på steder og personer er hentet fra den græske mytologi. Man skal mere end en fjerdedel ind i bogen, før der begynder at tegne sig en form for mening i den fragmenterede og fremmedartede handling: I samfundet Athen har den videnskabelige forskning afskaffet døden. For at undgå overbefolkning har man genindført døden ved at simulere dødsårsagerne, sådan som de udfoldede sig før i tiden. A.P.O.L.L.O.N. er den institution, der efter et sindrigt udregnet system, distribuerer døden. Hovedpersonen Epimetheus ved, hvordan tingene hænger sammen, og alligevel gør han det ikke, for uafvidende er han ved at komme helt galt af sted. En smal og eksperimenterende roman for den meget trænede læser om forvaltning af døden efter udødeligheden.