At følge årstidens gastronomiske gang, er et fint princip, og udover at servere en række opskrifter fra det gamle danske køkken, er det netop hvad den kendte køkkenskriver gør i denne bog. Der er stort set sovs til samtlige retter, og sådan skal det være, og det er dejligt, men den gennemgående anbefaling af sovsejævnere, er nu et uskønt nutidens påfund. Men det er nemt og man kan jo selv finde alternativer. En anden lille anke er, at der altså er for meget vand i rabarbergrøden! Min teenagedatter som har lært at elske rabarbergrød hos mormoderen, ville aldrig finde sig i 1½ l vand til 1 kg rabarber. Når det er sagt, er det faktisk en meget dejlig lille og handy bog med både opskriftsfortegnelse og register. Forårsmad kunne fx være kørvelsuppe og hornfiskerand. Så er der sommersalat med rygeost, stuvede ærter og gulerødder, og hønsekødsuppe (med kød- og melboller fra Brugsens fryser!). Det er dejligt gammeldags, og som antydet, ikke altid det store gastronomiske skoleridt. Med små stemningsfulde vignetter og flere dobbeltopslag med fine farvefotos af de hjemmelavede retter, føjer bogen sig ind i rækken af kogebøger om det trendy, gamle danske køkken.