Dette er en flot opfølgning på den roman som har fået kulturministeriets børnebogspris, Martin Petersen har gjort det igen. Adams fest er en dramatisk, bevægende og fængslende ungdomsroman for unge fra 14-15 år. Med syvtommersøm slås fast at han kan skrive med intens indlevelse og har noget på hjerte. Som læser hører man bomber, føler angst, smager blod eller støv og mærker sult, håbløshed, glæde, kærlighed og sorg med hovedpersonen. Sproget er afvekslende og godt. Temaerne minder om dem fra Med ilden i ryggen (99/40) nemlig krig, ødelæggelse, menneskers grusomhed, overlevelse, kærlighed, had, sorg og håb trods alt. Denne gang er hovedperson og historie en anden. Vi møder Adam (16-17 år) som med hukommelsestab gemmer sig i en kloak under de sidste angreb af en forfærdelig krig. Han er såret og sulten. Han befinder sig i ruinerne af en krig i en ukendt og sønderskudt by et sted i Europa uden tidsangivelse. Langsomt finder Adam tilbage til livet. Han stjæler kiks fra døde soldater, finder to kælderrum at bo i, møder pigen Sandra som han forelsker sig i. Hun er såret på sjælen pga. voldtægter og moderens død. Senere tager Adam to børn Bjanka og Jussi under sine vinger og begynder at finde et liv igen i en by fuld af murbrokker, voldtægt og sortbørshandel. Trods alt det der sker i bogen lykkes det M.P at bevare troen på mennesket!.