Serien Læseværkstedet. Blå henvender sig til læsesvage unge og voksne på fortsætterniveau, og Lene Bagger har tidligere udgivet bøger i denne serie. Bogens tekst er åben, der bruges korte sætninger og et forholdsvist enkelt sprog uden brug af unødvendige fremmedord. Med æbler som udgangspunkt fortælles en spændende og sammenhængende historie om overtro, om frygt, had og misundelse og i sidste ende om det at være anderledes og om at turde kærligheden. Fortælleren, Adam, som lige har lavet en udstilling om tro og overtro, modtager en email fra Eva. Det var hans ungdomskæreste, som han ikke har haft kontakt med i mange år. Eva ønsker at mødes med ham, ikke som han tror og håber, fordi hun vil genoptage forbindelsen, men fordi hun vil fortælle sin slægts historie, og så håber hun på, at Adam kan svare på nogle spørgsmål, som har pint hende hele hendes liv. Nogle spørgsmål, som går på om et navn kan være forbundet med ondskab, og om en familie kan være forbandet. Evas slægts historie starter i 1500-tallet med, at en fornem mand køber Bodil for 8 mark og et æble, noget som på den tid var ukendt blandt de fattige bønder. Samtidig med slægtens historie fortælles næsten også æblets kulturhistorie, og fortællingen sluttes med opskrifter med æbler.