BRA, f.1929, økonom, fhv. socialminister og forf. til flere bøger om socialpolitik reflekterer som undertitlen siger over de ældres vilkår og dermed også over ældrepolitikkens kurs på tærsklen til år 2000. En klar og kontant fremstilling hvori en velargumenterende BRA gør rede for sine grunde til at sige nej til den mere og mere fremherskende service-/managementkultur i dansk ældrepolitik og ja til den måske mere gammeldags samvær-omsorgsorienterede hjemme-/ældrepleje. Ligeså utvetydig er forf. med sit ja til folkepensionen og sit nej til private pensionsopsparinger der vil vise sig at blive en bombe under samfundsøkonomien. Efterlønnens negative indflydelse på samme økonomi får ligeledes sit af det nu ikke længere aktive medlem af Socialdemokratiet. Ellers båret af solid faglig indsigt, stringent i sin argumentation uden at forfalde til fagjargon, alle med interesse for emnet kan være med. Skrevet med en ballast af solidaritet og omsorg for de svage, gamle dyder i en ny tid der ellers ofte hylder og dyrker individualitet. BRAs ærinde er ikke individualiteten, men hensynet og omsorgen overfor en stor gruppe der bogstavelig talt har lagt ryg til det velfærdssamfund der i dag ikke synes det "har råd" til at tage sig af deres gamle En ganske tankevækkende bog!.