Alexanders øjne

Autofiktivt digt om en kvindes altopslugende, liderlige besættelse af en smuk og mystisk balletdanser. For læsere som holder af gode fortællinger om kærlighedens og begærets dyriske magi.

"Da han var færdig med sin første dans, så han lige på mig med sine mørke øjne, og da vidste jeg, at jeg måtte lære ham at kende." Sådan skriver Anja Christophersen i forordet til "Alexanders øjne", og beskriver således, hvordan hun blev tryllebundet af balletdanseren, Alexander Stæger. De autofiktive digte, der netop er dedikeret til Alexander Stæger, beskriver over tre dele, hvorledes kvindens forelskelse og længsel tager til og bliver stærkere. Centralt står mandens "afgrundsblå øjne", der rummer mystik, men samtidig ligger fokus på kvindens begærlige, liderlige blik på manden på scenen.

Digtene er fortællende og prosaiske, og fungerer godt i et glidende sprog. Verslinjerne er sat op som en balletdans i bevægelse, hvilket skaber en fin og erotisk dynamik i læsningen.

For en anden relevant digtsamling, der dog handler om en mands blik på en kvinde, og som ligeledes gør brug af autofiktion, anbefales Black box af Bue P. Peitersen.

Læs hele vurderingen