Atkins for livet kunne lige så vel hedde "Atkins for viderekomne". Vi er nået til opus 5 i Atkins-serien. I grundbogen Dr. Atkins' nye kosterevolution, 2003, blev vi introduceret til doktorens kontroversielle kostopfattelse, som handler om at passe meget på med kulhydraterne, men spise rigelige mængder af kød og fede mælkeprodukter. Herefter fulgte et par kogebøger baseret på konceptet. I 2005 kom en bog om de samme principper med særligt fokus på forebyggelse af type 2 diabetes. Nærværende titel handler igen om de samme kostprincipper, men nu med særlig appel til dem, der har smidt de overflødige kilo og vil holde vægttabet, eller højst skal tabe et par kilo. Bogen falder i 3 afdelinger. I 1. del får vi kostteorien igen, bare på en lidt anden måde, fordi målgruppen nu er en anden. I 2. del er det kosttabeller og kostplaner. 3. del består af opskrifter. Vi præsenteres for 4 forskellige spiseplaner med forskelligt kulhydratniveau. Man tæller ikke kalorier if. Atkins-planen. Derimod holder man øje med kulhydratniveauet, og til den ende bruger man kulhydrattabellen, som er optrykt i bogen. Atkins er fortsat efterspurgt i biblioteket. Min erfaring siger mig, at det er grundbogen, der trækker udlån, mens diverse efterkommere lever en mere stilfærdig tilværelse.