Bøger / skønlitteratur til børn

Bange for tandlægen


Beskrivelse


Billedbog. Hannas bamse, Æsel, har en frygtelig tandpine, men han er meget bange for tandlægen. Hanna trøster ham og forklarer, at tandlæger ikke er farlige, men da hun selv skal til tandlæge, er det pludselig Æsel, der må trøste Hanna.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. dec. 2012

af

af

Marion Tirsgaard

d. 10. dec. 2012

Brugsorienteret og realistisk billedbog om at være bange for tandlægen. Kan også bruges til en snak om bamser og rollelege. Fra 2-4 år.

Hannas bamse, Æsel, har en frygtelige tandpine og må til tandlæge. Æsel er meget bange for tandlægen, som han synes ligner et monster, men Hanna forklarer, at det slet ikke er så slemt at gå til tandlæge. Men da mor kommer og fortæller, at Hanna skal til tandlæge, er det pludselig Æsel, der må trøste Hanna. Bogen slutter af med et tekstløst opslag, der viser Hanna i tandlægestolen med Æsel på skødet. Illustrationerne er naivistiske akvareltegninger i sarte farver, men med en tydelig streg, der gør afkodningen let. Forfatter er ukendt, mens illustrator har illustreret Sommersjov og Vintersjov, 2010. Teksten er enkel og med korte sætninger, men lidt udpenslende og lang i forhold til målgruppen. Der efterlades ikke meget til fantasien, men bogen fungerer fint som brugsbog. Både forside og bagside formidler fint bogens indhold og funktion.

Af andre billedbøger, der også handler om tandlægebesøg findes fx Slegers Tandlægen, 2008 og Lillesøster hos tandlægen, 2006. Denne adskiller sig ved, at den tager udgangspunkt i tandlægeskræk. Den kan fint supplere andre bøger om samme emne.

En sød enkel historie om tandlægebesøg illustreret ved en rolleleg mellem Hanna og bamsen Æsel. Bogen er velegnet til en snak forud for det første tandlægebesøg, men tilføjer ikke genren noget nyt. Fra 2 år.



Informationer og udgaver