Ni danske piger har været på studietur i Nicaragua og har der bl.a. mødt de tre børn, de her fortæller om, Munir på 12 år og Olivia og Edie på 10. De tre børn lever forskellige steder i Nicaragua i temmelig forskellige miljøer, og vi følger dem en typisk dag, Munir med sin skolegang og familie, Olivia med sin familie ved kaffeplukningen og vasken og den forældreløse Edie, der lever et hårdt liv som gadedreng i Leon. Efter hver korte historie er der på en dobbeltside i tegninger og tekst forklaret ting i historien, såsom fremstilling af tortillaer, boligforholdene, kaffedyrkning og -handel og gadebørnenes forhold. Alle historierne er tilstandsbeskrivelser, der ikke i særlig høj grad trækker linier hverken tilbage til den nyligt overståede borgerkrig eller frem til et håb om bedring af de nærmest trøstesløst fattige forhold, men de fortælles med stor respekt, kærlighed og realisme i både den ret kortfattede tekst og de stemningsmættede farvefotos i varierende størrelse, der er spredt ud over siderne. Emnet har ikke været behandlet for børn på dansk siden midt i 80'erne. Fremtræder i format og udstyr som en meget tekstrig billedbog og kan formidles til børn fra ca. 6 år samt selvlæses fra ca. 10 år, hvor den indholdsmæssigt stadig vil have appeal og relevans.