Jeg må indrømme, at det først var ved bogens sidste fjerdedel, det gik op for mig, at Bjergenes skønhed er en farce, eller i al fald har kraftige farceelementer, og at jeg derfor først faldtfor bogen efter anden gennemlæsning. Den er en kærlig og livsbekræftende hyldest til folket, de almindelige danskere og indvandrere. Der er ingen idylliserende fremhævning af indvandrernes værdier,de er lige så røgede som danskerne er spegede. Bogens figurer er alle plattenslagere, det mere officielle Danmarks repræsentanter dog af den usympatiske slags. Dejlige Aisha, gymnasieelev og fraTyrkiet eller Pakistan har bestemt sig for vege, langsomme Bo Klink Rasmussen. Det er den traditionsbundne far naturligvis ikke begejstret for, og så er der lagt an til en hæsblæsende og megetmorsom historie. Jeg kan slet ikke stå for Aishas farfar (big businessman: »I'm in fruit. Fruuugt å grøøønt«) og farmor (en herlig gammel vellystning, hvis danske ordforråd indskrænker sig til toord: stram røv). Lad sågå at psykologien halter af og til, socialrådgiveren er lige en tak for meget og Bo bliver lidt for brat moden og handlekraftig. Unge fra 13-14-17 år vil more sig strålendeog tilmed få et fint og nuanceret portræt af både den første kærlighed og af en indvandrerfamilies noder og unoder.