KJ, der er chef for museet ved Trelleborg, og som tidligere har skrevet en bog om vikingerne, står bag denne titel, der handler om dagliglivet i vikingetiden. Indledningen placerer perioden i det historiske perspektiv og omtaler forskelligt kildemateriale. Derefter følger fire hovedafsnit, hvor man blandt de mange temaer f.eks. kan finde samfundets opbygning, lov og ret, søfart, handel og mønter, de første byer, livet på landet, krigernes udstyr og våben samt taktik og kampteknik. Bagest i bogen er der oversigt over museer og besøgscentre, indeks samt litteraturliste. Det er en interessant og informativ bog, der kommer godt rundt om emnet. Bogen har et tiltalende layout, hvor den to-spaltede tekst, der kan selvlæses fra 5.-6. kl., understøttes af et omfattende billedmateriale. Det består overvejende af farvefotos af nulevende personer placeret i situationer af tilstræbt autentisk form. Desuden findes kort og fotos af forskellige fund. Skolebibliotekerne har en række titler om vikingetiden, men denne kan udmærket supplere de allerede eksisterende. Bogen kan primært anvendes til selvstændig informationssøgning og som led i historieundervisningen fra 5.-6. klassetrin.