Cirkusprinsessen Elvira Madigan

Det er præcis 100 år siden linedanserinden Elvira Madigan og den svenske greve Sixten Sparre gik i døden sammen på Tåsinge - og det har inspireret HE til at fortælle den romantiske ogsørgelige historie for børn. I forvejen findes en del litteratur, som forf. nok har støttet sig til, uden dog at opgive sine kilder. Bogen virker historisk korrekt, men desværre også i langepassager mere som en biografisk skildring end som en roman; forf. forklarer og kommenterer mere end hun lader personerne leve frit, og dialogerne er indimellem meget stivbenede eller falder over iet følelsesfuldt klichésprog, der næppe hæver sig over ugebladsniveauet. Bedst er egentlig beskrivelserne af cirkusfolkets liv i og uden for manegen, af rejseliv, træning og de mange forskelligeforestillinger. Historien om en stor kærlighed, som samtidig er så ulykkelig, vil altid gøre indtryk, men i denne version er de elskendes skæbne blevet mere sentimental end bevægende. Maggi Båringhar tegnet forsiden i sinromantiske lidt flagrende stil, efter et af datidens glamour-fotos af Elvira. - For HE's trofaste læsere fra ca. 11 år.

Læs hele vurderingen

I 1886 mødtes Elvira Madigan, linedanser og skolerytterske og Sixten Sparre, løjtnant og adelsmand i København. Tre år senere afsluttede to pistolskud deres liv i Nørreskoven på Tåsinge. HertaEnevoldsen beretter de to's historie stilfærdigt, smukt og i et lidt gammeldags sprog. Efter en noget belærende start tager historien fart, især cirkusmiljøet og tidens moralbegreber står tydeligtfor læseren, medens Sixten Sparres baggrund står svagere, ligesom de elskendes dybe og altbesejrende følelser, som førte til mord og selvmord, måske beskrives for pænt. Alligevel er bogen absolutlæseværdig og den vil især besnære læsere fra 13 år af hunkøn. Maggi Bårings forside viser en melankolsk Elvira med kærlighedens røde blomst i hånden, smukt, men signalet er ikke tydeligt formålgruppen. Bogen har en lille efterskrift, som fortæller lidt om eftertidens reaktion og det slutter med et citat fra Drachmanns digt fra 1889. "De ville det - har vel ej kunnet andet - de to somhar elsket - har syndet- og lidt".

Læs hele vurderingen