Da yggenykkerne stjal Amalienborg

Nu ca. 30 år efter udgivelsen af Da yggenykkerne stjal Rundetårn kommer en fortsættelse. Det er absolut ikke en betingelse at have læst første bog for at forstå denne. Hvis de to bøger læses i forlængelse af hinanden, er de tværtimod for ens, og da de første 16 sider i bind 2 bruges til på en ganske fornøjelig måde at forklare, hvad der skete, da yggenykkerne stjal Rundetårn. Jørn Birkeholm har en særlig fortællemåde, hvor han uhyre langsomt opbygger en handling, og først når læseren er ved at revne af nysgerrighed, kommer pointen. Bogen vil være fortrinlig til højtlæsning, da der er mange episoder, som vil more den voksne oplæser lige så meget, som de 5-9 årige tilhørere. Det er en fordel, men ikke en nødvendigehed, at kende Amalienborg, når bogen læses, men er man en barnlig sjæl og ikke opvokset i København, vil man helt sikkert kigge efter mærker efter yggenykkernes sav, når man første gang får lejlighed til at lege turist i hovedstaden. Bogens omslag og layout er mere tidssvarende end første bogs, og desuden er der denne gang farveillustrationer til at bryde teksten. Den gode åbne skrift og de mange små kapitler gør bogen egnet også til selvlæsning for de 9 årige.

Læs hele vurderingen

Der er næsten gået tredive år siden Jørn Birkeholm første gang udgav sin lille eventyrlige fortælling om Yggenykkerne. Det var da de stjal Rundetårn, som dog kun ganske få opdagede, fordi det hurtig kom på plads igen takket være god betaling i form af yggenyk-småkager. Nu er han så på banen igen med en ny yggenyk fortælling, og denne gang går det ud over en anden kendt bygning i København, nemlig Amalienborg. Historien tager sit udgangspunkt fra den første fortælling, så læseren hurtig kan blive fortrolig med de trebenede fugle og samtidig få indsigt i bagermesteren og hans kones fine kendskab til deres levevis. Fortællestilen er den indforståede, lidt småsludrende - du-ved-nok facon, en stil, der specielt passer til en oplæsningssituation for mindre børn. Både oplæser og tilhørere vil nyde historiens små finurligheder, og specielt afsnittene om slottets beboere, Dronningen og hendes prins, skal nok vise sig at falde i god jord. Bogen kan selvlæses fra omkring slutningen af anden klasse. Forfatteren har selv illustreret bogen med små livfulde tegninger.

Læs hele vurderingen