Vi er i den poetiske afdeling, og tænksomme og drømmende børn fra 5 år vil elske dette helstøbte bogværk. Jub, en pige med 6 fingre på hver hånd, sørger for, at de lykkelige slutninger på alverdens historier bliver samlet og spredt på ny, klar til godnatlæsning for børn. Jub bor i et træ i skoven, og det er fra et træ i den anden ende af skoven, hun spreder slutningerne, og det er i skoven, hun møder en gammel kone, der røver sækken med slutninger fra hende. Det er nu ikke længere en fornøjelse at få læst godnathistorie, Askepot kan ikke passe glasskoen, Snehvide vågner ikke op, den stygge ulv, ja gæt! Jub er ulykkelig og heksen irriteret over de ligegyldige løsrevne slutninger. Hun vil brænde sækken, i stedet går der ild i hende selv. Jub har fundet en gylden pen, som hun kan skrive slutninger med direkte på himmelen. Det er den pen, historien er skrevet med. Både sprog og tegninger er fulde af poesi og farver, og den levende tekst er, om end lang, så dog let tilgængelig. Både tegner og forfatter er på det danske marked, dog ikke sammen.