Såvel små som store, der holder af at høre og læse eventyr, vil glædes over bekendtskabet med dette afrikanske eventyr, ikke mindst illustrationerne. Bogen er nemlig fyldt med flotte og stemningsfulde malerier, der næsten selv fortæller historien. Både forfatter og illustrator er født i Afrika, og det kan mærkes, at de begge har et indgående kendskab til landet og kulturen. Selve teksten er er folkeeventyr, fortalt i generationer mange steder i det indre Afrika. Eventyret er bygget op over den universelle skabelon, vi kender så godt. Vi møder den smukke, unge, ærlige og gode heltinde, der går så gruelig meget igennem. I kraft af sine uselviske egenskaber klarer hun opgaverne og kommer helskindet og klogere igennem. De misundelige, uærlige, selviske og onde får deres grusomme straf til sidst. Alle højresiderne er store, stemningsmættede malerier i farver, der kendetegner den afrikanske natur. På venstresiderne står teksten tydeligt og overskueligt på ørkensandfarvet baggrund. Eventyret kan selvlæses fra 4. klasse.