Bøger / skønlitteratur til børn / allegorier

Det blå træ


Beskrivelse


Billedbog. Det blå træ glæder hver dag byens kreative og glade folk. Kongen hader træet og bygger slottets mure højere for at undgå træet. Tilsidst bruger han sin magt og sine soldater, men folkene i byen finder på en løsning.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. sep. 2013

af

af

Torben Bråe Olesen

d. 20. sep. 2013

Billedbog med symbolsk fabel, om hvordan kreativitet og flertallet fredeligt kan vinde over den diktatoriske konge, fortalt med en kortfattet, stramt disponeret tekst med nogle originale og usædvanlige illustrationer for børn fra 6-8 år. Omslag rammer fint stemningen og tonen i bogen.

Illustrationer er præget af jordfarver, brunlige og rødlige, brudt af den blå farve. Farven er heldækkende. Figurerne er tegnet ret enkelt med en udtryksfuld og symbolsk grundtone i de enkelte figurer. Det er meget originale og moderne illustrationer. Historien handler om et blåt træ, der vokser i en by, og som glæder byens folk. Kongen bliver lidt til grin blandt befolkningen, når han må bøje sig for træets vildtvoksende grene på de kongelige ture igennem byen. Han bruger sin magt og soldater til at skære træet ned. Folket i byen bliver triste, men heldigvis var nogle grene vokset ind i husene, hvor de slår rod. Snart er der mange nye blå træer i alle husene. Teksten er kortfattet og stringent, og historien fungerer fint med illustrationerne i en overbevisende symbiose.

Historien og dens form ligner en fabel eller et eventyr, som fx H.C. Andersens Den onde fyrste, men den er først og fremmest sin egen med et meget originalt udtryk.

En vellykket billedbog om emnet, med en usædvanlig billedside og symbolsk historie med en pointe, der udfordrer læseren. Bogen er ikke for alle, men for en stor del af børn i målgruppen og deres voksne, er der her en væsentlig oplevelse.