Denne debatbog, der iflg. forordet er blevet til efter samtaler med unge i technomiljøet, har gymnasiepigen Johanne som hovedperson. Hun er karakteriseret ved at være overvægtig, have et lavt selvværd og et dårligt forhold til specielt sin fraskilte mor. Efter et voldsomt opgør med moderen flytter hun hjemmefra. Efterhånden kommer hun ind i det lokale technomiljø, og da hun mangler "noget" i sin tilværelse begynder hendes langsomme deroute præget af hårdere og hårdere stoffer, dropout af handelsskolen sluttende med et selvmordsforsøg og tvangsindlæggelse på hospital med efterfølgende forsøg på afvænning. Bogen slutter åbent og lægger op til drøftelse og bearbejdelse. Det er en til tider barsk, men desværre nok realistisk fremstilling af, hvordan det kan gå, når man eksperimenterer med stoffer for at få et indhold i tilværelsen. I tilknytning til bogen er der udarbejdet en arbejdsbog, der indeholder opgaver af forskellig karakter, oversigt over supplerende litteratur, bl.a. et par titler af forfatteren, samt internetadresser vedr. oplysninger om rusmidler og narkotika. Materialet kan sammen primært anvendes i undervisningssammenhæng i folkeskolens ældste klasser samt i de overliggende ungdomsuddannelser.