Disse to erindringsromaner (nogle kalder dem erindringsforskydningsromaner) udkom første gang i henholdsvis 1898 Det hvide hus og Det grå hus 1901. De er genudgivet flere gange siden, og kan, eftersom Herman Bang (1857-1912) er en af de mest læste forfattere fra slutningen af forrige århundrede, siges at have opnået klassikerstatus. Begge værker er genremæssigt bygget op som en blanding af roman og selvbiografi uden meget ydre handling. De bevæger sig geografisk fra provins til storby. I den første beskriver digteren sin livsglade og impulsive mor i et idealiseret portræt og sin forholdsvis lykkelige barndom i en landlig præstegård (det hvide hus) på Als. I den anden kommer forfatteren til København, og her er det palæet i Amaliegadekvarteret og den illusionsforladte hoflæge og bedstefar (execellencen), der skrives om. Interessen for både personen, Herman Bang og hans værk er levende, og her er så mulighed for at annamme viden om begge dele. Det er velkrevet, elegant og prosalyrisk. Forsideillustrationen er et udtryksfuldt maleri "Interiør. Strandgade 30." af maleren Vilhelm Hammershøi.