Forfatterens profession er erhvervspsykologisk rådgiver. Han har lang og bred erfaring i bl.a. vejledning, supervision og kursusvirksomhed. Han har specialiseret sig inden for emnerne organisatorisk bevidsthedsudvikling, følelsesmæssig intelligens, holistisk lederudvikling og selvledelse. Det indre lederskab er hans egen videreudvikling af kendte teorier inden for organisation, ledelse og samarbejde: bl.a. team-arbejde, empowerment, værdibaseret ledelse, Maslows behovshieraki og transaktionsanalysen, som han har tilføjet nogle ekstra dimensioner. Ellers er det indre lederskab en samarbejdsform, der tilgodeser såvel virksomhedernes krav til øget effektivitet som moderne menneskers behov for følelsesmæssig udvikling. En af hans opfindelser er den Selvforvaltende Opgave Enhed, hvor man benytter sig af begreber som "emotionelle referater" og "adfærdskorrigerende feed-back". Disse forenklinger yder ingenlunde bogen retfærdighed. Den er velstruktureret og meget grundig i sin fremstilling. Og hvis man synes om dens idéer, er den også spændende at læse og kan have interesse for medarbejdere på alle niveauer i virksomheder, der arbejder målrettet med organisationsudvikling samt ledere. At praktisere dens idéer vil være en ret krævende proces.