Bøger / faglitteratur til børn


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. feb. 2002

af

af

Torben Bråe Olesen

d. 7. feb. 2002

Bog om det moderne Egypten med baggrundsviden, historisk, geografisk og kulturelt. Bogen introduceres med et kapitel om en ung homoseksuel mand i Cairo. Derefter fortælles om landets udvikling frem til i dag, religionens betydning og om bl.a. unge og uddannelse. Der er også afsnit om erhverv, herunder afhængigheden af turismen. Bogen veksler mellem fakta og subjektive beskrivelser og møder med mennesker af kød og blod i billede og tekst. En effektiv, relevant og spændende blanding. Layout og opbygning som andet bind i serien: Spanien (2000). Der bruges fotos i vekslende størrelser, tegninger og kort. De fleste illustrationer er i farver. Teksten er præget af at der veksles mellem fakta og subjektive beskrivelser, men der er en fin rød tråd i opbygningen, såvel sprogligt som grammatisk. Der er flerleddede og indskudte sætninger, men i forhold til den megen viden der formidles er teksten ikke speciel svær. Satsen er ikke stor, men virker alligevel overskuelig. Bogen kan læses og bruges til opgaver af unge fra ca. 14 år. Bagest lille leksikon, stikordsregister og litteraturliste. Vi har ikke andet der er så aktuelt om landet. God forside der signalerer bogens indhold og vinkel, præcis bagsidetekst støtter dette.


Bibliotekernes vurdering

d. 7. feb. 2002

af

af

Ingrid Martlev (skole)

d. 7. feb. 2002

Bogen om Egypten er 10. bog i serien Idag, som er en serie aktuelle bøger om verdens lande med vægt på menneskers levevilkår, samfundsudvikling og kultur. Den henvender sig til folkeskolens ældste elever og ungdomsuddannelserne. Teksten er sat i to spalter, er meget tæt og skrevet med små bogstaver. Men sproget er mundret, hvilket gør den vanskelige tekst læselig også for folkeskoleelever. På hvert opslag er der mindst én illustration - primært gode, klare, oplysende fotografier suppleret med enkelte stik, kort og tabeller. Bogen giver et godt oplysende billede af et stort land med utrolige kontraster inden for alle områder: Landskabet, klimaet, byerne, religionen, politik, og samfundsforhold, og den giver en god forståelse for de konflikter kontrasterne afstedkommer. Især er der gjort meget ud af at forklare, hvordan islam har indflydelse på stort set alle områder. Det historiske afsnit er kort og opsummerende, og hverken det eller afsnittet om turisme ofrer megen plads på pyramiderne eller faraoerne. Det er bestemt ikke en turistguide, men en bog, der kan give en egyptensfarer et forhåndskendskab til og indblik i det moderne Egypten.