En morgen i regntiden

Erik Stinus' gendigtning af den indiske lyriker Sitakant Mahapatras digte er et fremragende eksempel på en poesi, der er forankret lokalt, men global og universel i sit udtryk og perspektiv.

Lyrikkens geografiske grænser bliver udvidet med disse digte af indiske Sitakant Mahapatra (f. 1937). Han stammer fra delstaten Orissa, og på trods af at han delvis er uddannet i Vesten og påvirket af den engelsksprogede modernisme er digtene skrevet på den lokale dialekt oriya. Teksternes lokale tilknytning kommer til udtryk i de mange henvisninger til hinduistiske legender og mytologi, men også den kristne symbolverden er SM fortrolig med, selv om udgangspunket ofte er en tvetydig og forbeholden accept af religionernes verdensbillede. Andre af udvalgets digte tematiserer eksistentielle temaer som erindring - bl.a. i en række smukke digte om faderen - og naturen der i SM's tolkning inkarnerer forgængeligheden og døden, men også væksten og "frøets bøn/ til den genstridige jord/ om at finde en opgang til lyset.".

Erik Stinus udgav i 1981 et mindre udvalg af SM's digte i Solnedgangen i rutebilens bakspejl. Sammen med mange nyoversatte tekster og et nyskrevet forord indgår de i bogen, som Stinus nåede at færdiggøre inden sin død for nylig.

Myte, historie, natur og erindring væves i disse digte sammen på en måde, som ikke går af vejen for patos og symbolik, men uden på noget tidspunkt at blive patetiske eller sentimentale.

Læs hele vurderingen