Bogen henvender sig til dem, der primært har brug for psykisk støtte til at gennemføre en kur.
Carr har skrevet Endelig ikke-ryger, 2003. Efter en kort indledning går han i gang med kuren, som er bygget op om 11 instrukser, som uddybes i bogen. Det er korte sentenser, som "Bevar et åbent sind". Kuren består især af en bearbejdning af ens psyke. Man skal huske at passe på sin krop, ligesom man passer på sin bil, der bliver repareret, hvis den lyder forkert. Bilen som billede er med hele vejen igennem. Maden svarer til benzinen, og nogle af sammenligningerne er helt klart gode. Han bruger også dyr som billeder: De spiser kun den mad, de har brug for og kan tåle, de overspiser ikke, og de største pattedyr spiser ikke kød! Det er væsentligt at bruge uforarbejdede madvarer og gerne undgå kød. Men hvis kød er et must, så spis det. Men man skal huske kun at spise, når man er sulten, og det er man kun, når maden dufter så godt, at mundvandet løber. Bogen slutter med liste over Carrs klinikker verden over.
Bogen afskiller sig markant fra andre slankebøger ved ikke at have opskrifter, skemaer og idealmål. Den er derfor et reelt alternativ til de andre bøger. Desværre er den noget kedelig at læse, det hele er lidt for overfriskt efter min smag og med mange overflødige ord. Men indholdet virker reelt, og bogen svarer til Endelig ikke-ryger, som jo bruges meget.
En psykologisk slankekur af en kendt rygestop-forfatter. Bogen kan ses som et fint alternativ til de gængse slankekure.