Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Englen i den grønne kjole


Beskrivelse


Ann-Ida ser tilbage på sit liv fra den frygtelige dag, hvor hun son 14-årig mister sin mor og stedfar og den svære tid bagefter hos den hidtil ukendte biologiske far og hans familie.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. juli 1998

af

af

Jytte Kjær Schou

d. 22. juli 1998

Ungdomsbog i den populære Gyldendals grå serie, der kan læses fra ca. 13 år. Med et levende sprog med strejf af poesi skaber forfatteren atmosfære i sine to kontrasterende miljøer: det lille fiskerleje og storbyen Göteborg. Ud over de almindelige ungdomstemaer med venskaber og kærester rummer bogen langt alvorligere toner. Den handler om at komme igennem et overvældende stort tab. Hovedpersonen Ann-Ida ser i slutningen af gymnasiet tilbage på sit liv fra den frygtelige dag, hvor hun som 14-årig mistede sin mor og stedfar ved en bilulykke, og den svære tid derefter hos den hidtil ukendte biologiske far og hans familie. Forfatteren kan den kunst at give liv til personerne, det gælder både hovedpersonen og bipersonerne, så de fremstår som hele mennesker med flere facetter. Dertil formår hun uden at forklejne det alvorlige emne at forlene skildringen med varme og positivitet, så bogen bliver engagerende og livsbekræftende læsning.


Bibliotekernes vurdering

d. 22. juli 1998

af

af

Bodil Pedersen (skole)

d. 22. juli 1998

Livet er ikke så enkelt for den femtenårige Ann-Ida og hendes et år yngre bror, efter at de har mistet deres forældre ved en tragisk trafikulykke. Denne indfølende ungdomsbog handler om, hvordan de to kommer videre i deres tilværelse og om at leve med sorgen, der "graver i brystet med sin store slev". Bogen er bygget op som et langt, reflekterende tilbageblik nogle år efter ulykken. Børnene er efter ulykken nødt til at flytte fra det lille fiskerleje til deres biologiske far ved Göteborg, hvilket betyder en kolossal omvæltning. Langsomt afsløres samtidig sandheden om deres mors forhold til sin voldelige mand og forelskelse i deres biologiske far. Der indflettes også en historie om en klassekammerat med anoreksi. Bogen er meget beskrivende med glimt af humor - en velskrevet, usentimental beretning, der næsten lægger op til en fortsættelse. Da døden stadig i flere sammenhænge er et tabuemne, kan mange unge, der oplever den på tæt hold, have stor glæde af at læse bogen. Gode og modne læsere fra 13 år og opefter.