Melindas to fortællinger er vævet ind i hinanden, den ene om hendes første, traumatiske år på highschool, den anden finder hun først ord for til sidst. Alligevel går denne tavse fortælling som en understrøm gennem den første, gennem alt, hvad hun oplever og sanser, blokerer for både sociale og faglige kompetencer og gør hende mere og mere indesluttet og ensom. Hist og her lægges et spor for læseren, når hun ikke magter at glemme, eller når hun ser en bestemt person fra afgangsklassen, eller når hun hører en bemærkning om, at det var hende, der ringede efter politiet ved den fest i sommer. Skoleliv og -kultur fylder meget og ligger fjernt fra det, vi kender, men er også i skildringen farvet af hendes negationer. Kun formningslæreren ser både talent og behov for udtryk, men det lykkes ikke at kompensere for det mareridt, det er at være voldtægtsoffer. Det sker først med den dramatiske slutning. Bogens mange kapitler, der atter er opdelt i korte afsnit, gør den nem og overskuelig at komme igennem. Det er en alvorlig sag med et tydeligt budskab, som kan interessere fra 7.-8. klasse.