Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Radisehjerte


Beskrivelse


15-årige Mascha vokser op som adoptivbarn i en følelseskold familie, der ikke går af vejen for korporlig afstraffelse. Men en dag bliver det Mascha for meget, og hun stikker af.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. feb. 1998

af

af

Irene Aagaard

d. 23. feb. 1998

Det er den tyske ungdomsbogsforfatters første bog på dansk. Allerede fra starten af hviler der en tungsindig og sørgmodig stemning over denne historie om børnemishandling. Mascha er 15 år og adoptivbarn. Hun er vokset op i et middelklassehjem i en atmosfære af følelseskulde og regelrethed. Da faderen efter lang tids sygdom dør, går moderen helt amok og gennemprygler Mascha, og som læser fornemmer man, at det ikke er første gang, hun er udsat for overgreb. Denne gang har Mascha imidlertid fået nok, og hun stikker af hjemmefra. Barndomsvennen Jojo hjælper hende, men det bliver hos veninden Nelly og hendes højtråbende, men hjertevarme familie, Mascha får sit fremtidige hjem. Hele historien er fortalt ud fra Maschas synsvinkel, og hun beretter med oprørskhed og humor. Der er derimod ikke nogen forklaring på årsagerne til moderens behandling af adoptivdatteren, og det er nok en af bogens svagheder. Den noget springende stil kræver modne læsere fra 13 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 23. feb. 1998

af

af

Else Kristensen (skole)

d. 23. feb. 1998

At være adoptivbarn, at føle sig overset, uretfærdigt behandlet og uønsket er grundtemaet i denne ungdomsbog om Mascha på 16 år. Men den handler også om venskab, forelskelse og jalousi. Mascha hader sin mor, der kun skælder ud og forkæler familiens fede gravhund, og hun bryder sig heller ikke længere om sin far, som hun ikke vil besøge, selv om han er ved at dø. Derimod er hun vild med klassekammeraten Nelly og hendes familie, som bor i et af nabohusene. Venskabet sættes dog på en prøve, da både Nelly og Mascha bliver forelsket i den lidt ældre Jojo, der også er nabo. Men Mascha får ham for sig selv, mens Nelly er på ferie. Faderens død bringer moderen så meget i affekt, at hun tæver Mascha, der flygter og gemmer sig i venindens hus. Hun beslutter sig for at finde sine biologiske forældre. De vil ikke vide af hende, men bogen ender lykkeligt med, at Nellys familie tager hende til sig. Handlingen virker enkelte steder konstrueret, og man skal et stykke ind i bogen, før den fænger. Sproget er godt, men da siderne er mange og tætskrevne er målgruppen gode læsere fra 7. klasse og opefter.