Et foreløbigt alibi

Jonas Bruuns debutbog Når fra sidste år dyrkede med forkærlighed det meget personlige og subjektive billedsprog. I denne nye samling, der består af korte, titelløse digte, er det som om fokus i højere grad har flyttet sig til tingene og den fysiske omverden som omgiver jeget - eller mere præcist til relationerne mellem dem. Digtene spænder fra det nære til det fjerne, fra storby til provins, men gennemgående er et sansende og tænkende jeg der med sit nærvær, ("Det er nemt at sige/ jeg er ikke der,/ men et fandens besvær at sige/ jeg er her,-"), forsøger at rense sanserne og intellektet for alt tillært mening og betydning: "-Og kræng det indvendige ud/ så årene kan skubbes ud af remisen/ i en tilstand af akut lydhørhed/ som den findes/ når man lytter/ til fisk der gyder." Digtene er båret af humor, nysgerrighed og åbenhed over for verden, men også af et metapoetisk lag, der af og til tenderer det lidt for abstrakte og fortænkte. De bedste af digtene taler udmærket for sig selv uden hjælp af filosofiske hjælpeforanstaltninger.

Læs hele vurderingen