Jakob Weis' nye stykke spiller i ca. 2 ½ time, og det meste af tiden er de medvirkende enten helt eller næsten nøgne. Man ser ikke samlejer på scenen, men på lydsiden skal man særdeles tydeligt høre mindst to. Stykket forgår på en swingerklub, hvor tre par med forskellige seksuelle problemer mødes med det ret aktive værtspar og en masochistpige, der er residerende medlem af klubben. Som sagt: ni medvirkende, men det vil sikkert være vanskeligt at finde aktører, der vil og tør deltage. Det skal understreges, at Jakob Weis er en yderst kompetent forfatter, der skriver mundrette replikker, og som er i stand til at tegne det psykiske spil mellem de deltagende personer rammende. Som tekst fungerer stykket fint, men om man som tilskuer vil være i stand til at koncentrere sig med så megen nøgenhed for øjnene og så markante samlejelyde i ørerne, vil jeg tvivle på. Stykket er tredje del af en trilogi, hvor Jakob Weis selv skrev det første Pelsjægerne (02/22). Anden del: Femme fatale er skrevet af Lenemarie Olsen (0/38). Extrem sport er et sobert stykke, men det vil nok ikke blive opført videre ofte.