Langt ude er en meget rammende titel til denne serie, for den er virkelig langt ude. Slimlarver jager målrettet drengen Rory, for at smitte ham med et virus. Under jagten fortærer de forskellige dyr ved at suge alt ud af dem, så der kun er skindet tilbage. Efter at Rory er blevet smittet, rører han ved et får og en frø, hvorefter de og deres artsfæller ændrer karakter og bestialsk jager Rorys mor, for at smitte hende. Hvorfor det sker, ved ingen efter de første tre bøger i serien. Men Rory og hans stedsøster Dawn vil prøve at løse mysteriet, hvilket vil ske gennem de næste bøger i serien. Serien er en pendant til serien Gåsehud og vil blive lige så populær blandt børn fra 5. klasse og opefter. Der er en god humor og et sprog, der rammer målgruppen godt. Bøgerne er ikke selvstændige afsluttede historier, men en serie, der skal læses kronologisk. Serien er mere uhyggelige end Gåsehud og meget mere grotesk. Det er ikke en litterær klassiker, men det er en gyserserie, der helt klart vil blive et hit. Handlingen er uhyggelig, men er samtidig så langt ude og skrevet i et sprog, så man ved, det kun er underholdning. Et sikkert hit blandt børn, der er vilde med gyserhistorier.