Noveller om klima, miljø og forbrug henvendt til unge fra 12 år.
Genrerne er vidt forskellige i antologien, der indeholder ni tekster, der på hver deres måde beskriver og/eller problematiserer og aktualiserer de skræmmende klimaforandringer, vi er udsat for. Det er kendte børne- og ungdomsbogsforfattere som bl.a. Martin Petersen, Jesper Wung-Sung, Kåre Bluitgen og Trine Andersen, der bidrager. Kenneth Bøgh Andersens novelle "78 grader" skal fremhæves for sit uhyggelige fremtidsscenarie, hvor læseren følger drengen Adam i menneskehedens måske sidste dage i en verden, der er ved at smelte.
Bogen er meget aktuel med stærk appel til kommende generations ansvarlighed.
Tekster og temaer er relevante og debatskabende, men det er et kompakt bombardement, hvis alle noveller læses i træk. Målgruppen er fra forlagets side 10-13-årige unge. Jeg vurderer, at lidt ældre unge med et lidt højere abstraktionsniveau vil få større udbytte set i relation til teksternes sværhedsgrad både indholdsmæssigt og læseteknisk - og her vil et udvalg af tekster kunne anvendes som diskussionsoplæg i en tværfaglig sammenhæng, i samfundsfag, biologi og dansk. Fra 12 år. "Viggos problem med problemerne" af Line Knutzon vil indgå som kortfilm på Frilandsmuseet, som også vil udarbejde uv-materiale til antologien.