Bøger / faglitteratur til børn / undervisnings-materiale

Fisk - æder og bliver ædt

Del af Let fakta

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. apr. 1997

af

af

Poul-Erik Friis-Larsen (skole)

d. 14. apr. 1997

Bogen er et bind i en ny serie på foreløbig fire bind med fælles serietitel: Let fakta. Som titlen antyder, er det ikke en bog generelt om fisk. Derimod er det en kalejdoskopisk samling af ultrakorte tekster om tilfældigt udvalgte fisk - og en enkelt gople - med tilhørende farvefotos eller tegninger, der fortæller om den måde, hvorpå den enkelte fisk skaffer sig føde eller undgår at blive føde for andre. De udvalgte fisk lever mange steder i verden og nævnes kun ved deres navn (fisken på side 10 er ikke en havtaske, den tilhører dog gruppen af tudsefisk), men intet om levested eller levevis i øvrigt. Teksten er så kortfattet, at den nogle steder bliver ligegyldig i sammenhængen som fx disse billedtekster: "Der findes nok 100 slags kirurgfisk", "En barracuda æder fisk" og "Kun disse fisk er beskyttede, når de svømmer mellem goplens giftige tråde". De fleste fotos er gode og illustrative, men de tre farvetegninger virker noget amatøragtige. Teksten er verssat med delestreger i sammensatte ord og kan selvlæses af en del børn i den angivne målgruppe, de 8-9 årige. Bogen kan nok bruges som interessant bladrebog, men i en faglig sammenhæng er der ikke meget at hente.


Bibliotekernes vurdering

d. 14. apr. 1997

af

af

Else Lerche

d. 14. apr. 1997

Letlæsningsfagbogen er en af fire i en ny forlagsserie. Fotoforsiden af gedde i færd med at æde aborre lader ikke tvivl om indholdet. Her kan begynderlæsere fra 8 år læse om nogle spændende og eksotiske fisk, kun få af dem lever i danske farvande. Bogen kan også bruges til opgaveløsning. Teksten er skrevet i korte helmeninger. Sammensatte ord er stavelsesdelte, fiskenes navne er bevaret. I ordvalg er der taget hensyn til målgruppen. Teksten er verssat og sat med dobbelt linieafstand. Den lettilgængelige brødtekst og billedteksterne skal læses i sammenhæng, hvis man skal have det fulde udbytte. Ser man blot billeder, kan billedteksten godt stå alene. En væsentlig del af bogen er de mange farvefotos og tegninger. I klare skarpe farver viser de fiskene i nærbilleder i deres naturlige omgivelser og støtter og supplerer den korte tekst. Register afslutter bogen. To kapitler fortæller om, hvordan nogle fisk fra forskellige steder i verden dræber og spiser deres bytte, og hvordan nogle fisk kamuflerer sig. Den korte tekst giver en del oplysninger. Den kan virke lidt opremsende og besvarer naturligt nok ikke alt, men giver blod på tanden til at læse mere, når man er blevet dygtigere. Forfatteren, der før har bearbejdet letlæsningsbøger, har oversat og bearbejdet teksten fra engelsk.


Geografisk orientering

Årg. 27, nr. 5 (1997)

af

af

Kristian Graversgaard

Årg. 27, nr. 5 (1997)