Sonetkrans, der er en ode til hunden Fiske. Forfatteren behandler et menneskes desperation, ensomhed og livsvigtige relation til menneskets bedste ven på en øm, rørende og endog humoristisk måde. Til alle læsere af ny, dansk litteratur - især til lyrik- og hundeelskere.
I sonetkransens 15 digte indfanges hundens væsen og ejerens kærlighed til sin hund. Samtidig portrætterer digtene et forvirret og til tider desperat og ensomt jeg, der finder slægtskab, selskab og accept hos sin hund. “Fiskesonetterne" er tro mod sit rimskema, samtidig med at sonettens klassiske form overholdes: Første sonets sidste linje bliver næste sonets første line osv. Sonetterne og kærlighedserklæringen til hunden Fiske kulminerer i mestersonetten; den 15. sonet, der samler alle de foregående sonetters førstelinjer.
Med stort sprogligt overskud, som en høj- og skønlitterær udgave af Hella Joof og Ellen Hillingsøes Hundens bog, er Bjørn Rasmussens sonetter en vaskeægte kærlighedserklæring til hunden. Sonetterne er velskrevne, underholdende, rørende, og der er et spændende sammenstød i valget af form, den klassiske, højlitterære sonetkrans, og det nære, omend prosaiske emne; hunden Fiske. En sonetkrans, hvor “hundelorten" godt nok kan rime på “verdensorden", men som samtidig kan leve fuldt ud op til arven fra Inger Christensen.
Fiskesonetterne minder om Inger Christensens Sommerfugledalen.