Følsom og gribende roman om en kvinde, der finder dyb og længelsesfuld kærlighed med en mand som elsker en anden kvinde. For læsere som holder af eftertænksomme romaner med dybde.
Den navnløse, kvindelige jeg-person længes efter kærlighed og samhørighed efter et afsluttet forhold. Da hun møder sin udlejer, en mand som hun kalder for E, bliver hun først frastødt af hans usoignerede ydre og hans excentriske væremåde. Men langsomt udvikler de, først et venskab, og siden et kærlighedsforhold. Men jeg-personen kan mærke, at E stadig er forelsket i sin ekskæreste som forlod ham. Hun er rædselsslagen for at miste ham og føler ikke at hun kan leve uden ham. Men pludselig kommer E's ekskæreste og banker på og vil have ham tilbage.
Romanen er poetisk og sorgfyldt, og samtidig emmer den af kærlighed, længsel og begær. En "rigtig" fransk roman, hvor ordene er ladet med elektricitet og følelser. Kan klart anbefales.
Frankrig har en helt særlig litterær kultur og fortællestil. Franske romaner er ofte finurlige og underfundige, og meget unikke. "For at mærke huden" er ingen undtagelse, det er en meget unik skildring af længsel, begær og ulykkelig kærlighed. Goethes bog Den unge Werthers lidelser (Ved Frank Jæger) fra det 18. århundrede er bogen som kommer tættest på i en sammenligning.