Nils Schou, der er mest kendt som dramatiker Marx og Coca-Cola (sidst 1992) har skrevet en burlesk roman om Dante Alighieri i nutidens Rom. Dante lider af skriveblokering, og hans forhold til konen, Beatrice er ikke for godt. Han udvælger den fallerede danske digter Silva til at være hans hjælper, og gennem en række barokke episoder, hvor vi møder såvel Fellini, H. C. Andersen, Ibsen, Strindberg, Paven og ikke mindst Gud og Djævlen, der er på studietur i Rom, finder Dante inspirationen igen, og Silva finder sin kærlighed. En munter roman, hvor handlingen gang på gang springer til nye sidehandlinger, hvor forbløffende historier oprulles, men det gør mindre, for de er alle sammen underholdende, ikke mindst skildringerne af Guds og Djævlens mange mislykkede forehavender i en tid som Gud ikke forstår, mens Djævlen er som en fisk i vandet, men det er jo Gud der bestemmer så de er i evindelige besværligheder. Handlingen foregår i Rom, som lever med som et broget bagtæppe, Schous kærlighed til byen oser ud af siderne på denne groteske og anderledes roman.